Jeg tog til Lolland for at rykke båden. Den står på bondens grund, på den forkerte side, kan man sige - af skellet

Jeg tog toget til Nykøbing. Fortsatte mod gården i bus. Gik derpå det sidste stykke, som jeg gør, med vindmøllerne ude på havet

Hun var med, og vi talte om landskabet - Det grønne, brune og gule

Og roerne - bønderne og roerne. Sukkerfabrikken, den em der står over øerne, hen over bent vinn nielsens i sit hus - og sundet med broen og sejlsskibene

Ligesom portos. Sejlskib og skulptur, og evigt projekt.

Og der kom kranmanden med sin blokvogn og den der dialekt foruden en afvisning af muligheden for at køre ind, at løfte og sætte af.

Så fik han tohundrede af de hurtige og sagde vi ses

Og det gør vi, når frosten er kommet og indkørslen til at navigere på

Vi tilbragte aftenerne i stilhed. Især - men morgenlyset og det der med markerne slår nu alligevel den der aftenfølelse med indbygget vin

Bogen Læretid og skibet Portos

Båden Portos anskaffede jeg i 2001 ca. Manuskriptet Læretid opstod som en tilfældighed.
Da jeg gik på Forfatterskolen, skrev jeg en tekst om Kysthospitalet på Røsnæs og om at pendle til og fra Vestsjælland. Den blev siden trykt i den Blå Port, og et par opmærksomme læsere (Thomas og Thomas) sætte mig på sporet af en kommende bog med deres kommentarer, af at der skete noget i linjernes forbandt.
Jeg tog det til mig. Skrev knap hundrede sider. Teksterne var præget af en sanselighed der måske, måske ikke, klædte dem. De var på sin vis for sansede. Havde noget impressionistisk over sig. Inden under alle iagttagelserne lå der en fortælling der var større, der skulle foldes ud. Jeg gik igang. Rykkede rundt, omskrev, forandrede, satte karakterer i spil, stregede dilemmaer op. Skar fra, satte til, lim, skruer, tømmer. Projektet har tendes til at strække sig. Til at finde sit leje i tilværelsen og blive en slags vilkår. Det er det der gør Portos og Læretid til en slags ligeværdige. Det er det der gør, at det ene ikke rigtig bliver færdig uden det andet. Men nu i høsten 2010 sad jeg så med udsigt til markerne og høstmaskinerne og skrev mig ind på teksten for tiende gang. Og nu ligger det der. Som en stak papirer. Materielt. Virkeligt med de sorte, blækfyldte indridsninger, der minder mig om, at skriftsprog startede som en proces hvor man huggede noget ud af verden, ud af materialet, for at frembringe betydning og kommunikere. Nu tilføjer man. Hugger materiale ind i materialet - ind i verden.
Og Portos? Den står i sit stativ og alting nærmer sig.

På billedet herunder er den en blå plet til højre.



Teksten der satte gang i skriveprocessen:



Da han startede i lære på havnen, flyttede han derud. Forsøgte at falde til ro, men måtte altid gå lange aftenture ud på Røsnæs for at få tiden til at gå, for at få tankerne på afstand. Ved Kysthospitalet satte han sig på den store murede terrasse, hvor de syge førhen sad i liggestole med tæpper om benene og trak den friske havluft ned i de tuberkuløse lunger. Der sad han ved de forladte bygninger og kiggede ud over vandet, ud på bøjerne, der afmærkede sejlrenden, på jollerne med fritidsfiskere, der satte garn langs kysten, og sejlbådene onsdag aften, når der var kapsejlads. Færgerne, katamaranerne skød ind gennem fjorden, og hækbølgen fik vandet til at slå voldsomt op over land.
Hospitalet havde stået tomt i en del år. Der havde været asylcenter engang, graffitierne over de lange keramikhåndvaske på badeværelset. Lortedanmark stod der et sted. Dansker hund. I en toiletdør havde nogen ridset Somalia. Centeret var lukket, og bygningerne havde man forladt. Der var planer om at lave det til andelslejligheder. Dyre lejligheder med egen strand. Med udsigt til Asnæs.
Han gik i de forladte bygninger, op ad trapperne, gennem gangene. Væggene var dekoreret med lange naturalistiske malerier, der skallede af de fugtige vægge. I kælderen så han saltudtrækninger fra stenene, de blottede mursten og de indfaldne fuger.
Han flyttede derfra og begyndte at pendle. Han købte en bil. Begyndte at køre og ramte landevejen hver morgen klokken halv syv, skiftede radiokanal, passerede gårdene og sidevejene, kunne skiltene udenad, Holbæk.
To gange om ugen kørte han ind for at tanke på en ubemandet tankstation, der lå og lyste op midt i landskabet. Der var sjældent andre. Dog hændte det, at der holdt en lastbil. Den holdt ved dieselstanderen, chaufføren stod lidt væk og røg, pissede i hækken ved skuret, daskede med armene for at få varme i dem. Den holdt der altid, når han ankom, og han så den aldrig køre. Hanen sad i hullet og passede sig selv. Der sad en knap i håndgrebet, en pal man kunne skyde frem, men den lærte han aldrig at bruge som lastbilchaufføren. De hilste aldrig. Det var, som om chaufføren hverken så ham eller hans røde Golf. Det gav ham en mærkelig fornemmelse af ikke at være til, af at det ikke var virkeligt, at han stod der i lyshavet midt på en mark i blå arbejdsbukser og med vamsen, sikkerhedsskoene og kasketten. Når han var færdig med at tanke, satte han sig ind, startede og kørte mod udkørslen. Altid før lastbilen.
Der var morgener med snestorm. Striberne langs vejen forsvandt under fygesneen, mørket var totalt, lygterne kunne ikke hamle op med uvejret, og han kørte derfor med nedsat hastighed, langsomt fremad mod rundkørslen uden for byen og Novos fabriksanlæg. Disse morgener havde han det, som om han var alene i verden, som om han var den eneste, der bevægede sig ud. Tit spurgte han sig selv hvorfor. Det var lige før, han begyndte at tude. Alligevel var det bedre end at bo derude. Bedre end værelset på gangen med ingeniørnaboen, der netop var uddannet. Den lille mand, der bare havde fået et arbejde. Der bare skulle i gang efter studierne på DTU. Der havde bosat sig i Vestsjælland, fordi det kunne være det samme.
Der boede fire andre. En pige, der elskede diskoteket nede på torvet. Engang kom hun hjem fra byen og fortalte, at hun var blevet voldtaget. Da han spurgte til det og tilbød hende sin hjælp, kiggede hun på ham og ignorerede, hvad han havde sagt. Det var, som om hun var ligeglad, som om det ikke betød noget for hende. Det forstod han aldrig. Hende forstod han aldrig.
Han forstod ikke nogen af de mennesker, der boede på den gang.
Han forstod ikke den by. Derfor flyttede han tilbage til København. Men jobbet beholdt han. Der havde han det godt. Når han først havde åbnet døren og var trådt indenfor, havde sat sig og drukket sin morgenkaffe, når han sad der morgen efter morgen og kiggede ud på det samme hjørne af Østhavnen. Industribygningerne og kranerne. Prammene med tømmer.
Det at åbne værkstedet, tænde på hovedkontakten, høre fyret gå i gang, radioen, lamperne i loftet. Det gav et sus gennem det store rum, en varmebølge, lys og stemmer. Men det bedste var at slå døren op ud til pladsen. At mærke frosten på beddingen. Han arbejdede der. Folk holdt af ham og var glade for hans indsats. Derfor blev han.
Det var et fællesskab. Han følte, at han var uundværlig. Det var han ikke. Men følelsen var reel, og når han mødte folk inde i byen, var han stolt. Ret i ryggen af styrke. Det gav mening for ham, fordi han kunne noget. Han kunne sidde på dækket af en fiskekutter og tage ri til skanseklædning, mens fiskeskipperen sad på kajen og snakkede, spurgte. Jargonen kunne han, nød at være til helt fundamentalt.
Han hørte til der. Alligevel glædede han sig til friheden på den anden side. Talte dagene. Så og så mange uger og måneder. Især på de sløve dage uden for sæsonen. De dage, der gik med at feje, rydde op, feje igen.
Kan du køre bil? blev han spurgt.
Nej, svarede han. Jeg har ikke kørekort.
Men kan du køre bil?
Det lærte han, og han blev sendt af sted. I pickuppen efter tømmer, eg og lærk. Krumvokset til spanter, retvokset til planker. Mahogni til den smule aptering de lavede. Det hele blev stakket op ude i teltet. Langs siderne hang der master og bomme med vanter og tovværk kvejlet op og bundet fast med flagline. I et hjørne stod en gammel Long John, en jolle hang under spærerne, begvognen stod sort og stinkende ved en palle fyldt med bly, der skulle smeltes om ved lejlighed. Den sorte hårde beg i 20 kilos kasser, bunsenbrænderen og handskerne, kostene, de brugte til at fylde den opvarmede sorte tjære i nådderne mellem plankerne. De specielle trækvogne med lang styrestang, de kørte tømmer på. Alt stod klart og alligevel gammelt og emmede af funktion. Der var tale om en tidslomme. I det telt kunne han sidde i de små improviserede pauser på de sløve dage og ryge sig en hjemmerullet.
Det var en ensom tid. Hans gamle venner holdt op med at ringe. – Når du ikke er her, så glemmer man dig, var der en, der sagde. Det var en erfaring. Selvfølgelig handlede det også om, at han selv havde vendt det ryggen, var trådt ud af det normale sociale mønster og var startet i lære. Men det var en erfaring at blive glemt. Det gav ham frihed til at ændre sig, til at blive en anden. En håndværker. Han fik frihed til at blive en mand. En traditionel mand, der gjorde sit arbejde, der var træt om aftenen. Det holdt bare ikke. Han var lige så ulykkelig, som han var lykkelig, lige så meget på udebane og fremmed, hjemløs, som han var glad, hjemme i sit arbejde, stolt. Alt var et sammenstød. To verdner der tårnede sig op mod hinanden og pustede og skubbede for at komme til. Det hændte, at han var lige ved at tude, og til sidst begyndte han at tude, at råbe, at smide med sit værktøj og brøle af sin mester, der egentlig ikke havde gjort noget galt. Han var ulykkelig over konsekvensen af sit valg, over at have mistet lige så meget, som han havde fået. Troede han. I sidste ende havde han vundet. Det var bare svært at se inde bag åndedrætsværnet, inde bag alt beskyttelsesudstyret, inde midt i det støvede og støjende inferno, når han på tredje måned sleb glasfiber på kølskadede lystbåde. Når han lå på sine knæ i en kapsejler og støbte bundstokke, spændte kølbolte på moment, tjekkede studser og vandindtag. At gennemleve alt det trivielle, indelukkede og klaustrofobiske gjorde, at han aldrig siden har følt sig udfordret for alvor. Det var bare svært at se gennem tågerne af kemikalier, gennem det skinnende støv, der hang i luften, i solskinnet fra ovenlysvinduerne. Det glimtede som krystaller, det lugtede kemisk sødt, når han bagefter tog masken af i den anden ende af rummet, og støvet fra den hvide sikkerhedsdragt hvirvlede op.

Jeg har sat fire planker i Portos. Den første var kølplanken i bagbord side. Det var tilbage på Kalundborg Bådebyggeri. Jeg havde fundet båden ude på Amager, havde fået den transporteret på en lastbil til havner, og der stod den i al sin ælde og tronede under lygtepælen ud mod vejen, hvor bilerne passerer i en jævn strøm fra færgen. Jeg fandt et stort stemmejern i værktøjskassen, en stiksav, en akuskruemaskine, en æske bor og et par knæpuder. Da jeg havde fået boret et hul til stiksavsklingen, skar jeg planken over ved hvert spant. Jeg fik lærletræet revet ud og rettet aflandingen til mod den næste planke. Da jeg havde taget ri, fandt jeg en planke i skurret, mærkede af og skar til på båndsaven. Færdighøvlet fik jeg den på plads, og så tror jeg, at jeg røg en cigaret, siddende i det blå arbejdstøj, inden jeg tog hjem til klubværelset og så Lykkehjulet.
Flere år efter, da båden var kommet til Lolland, rev jeg tre andre planker ud og erstattede dem. Senest skiftede jeg en bordgang sidste sommer. Egentlig er det ikke på grund af råd, men snarere fordi træværket hist og pist er så udtørret og frønnet, at det sortner og går til.
Det har altid tiltrukket mig, at skifte planker. Det virker så essentielt! Et høvlstrøg hen over plankekanten, kan være det afgørende, der gør at planken lige kan trykkes ind og skrues, og et for meget, kan give unødig luft.
Sprækker er velkomne på både, hvis man ved hvorfor de er der. Alternativt kan alt tætnes. Alt kan på den måde kontrolleres, rettes og ordnes med snilde og opmærksomhed

Portos klæder markerne

Jeg ved ikke med Portos, men den klæder markerne.

Hvordan er det?

Jo. At se bådens linjer. At lære at se. Båden Portos og manuset Læretid. Det hele hænger sammen. På en måde bliver romanen aldrig helt færdig. Hvad med båden?

Ord som kalfatre
spantrids
opstalt
porehammer

At få nye øjne.
En ny skrift.
En gammel båd.

Havnen - udsigten

Liste over efterladt inventar: Gamle redningsbælter. Et askebæger i glas med et logo for en maskinfabrik i Kastrup. Falmede cerutpakker fra halvfjerdserne. Mørnet cockpit pressening. To tanke til opbevaring af brændstof og ferskvand - ikke tilsluttet. En tom benzindunk, grøn, gammel, et snørklet logo. Gullige A4 ark med resultater fra for længst overståede kapsejladser. Pensler med træskæfter. En hel del udefinerbare genstande i metal - stænger. Plasticdunke. Diverse ubrugelige skruetrækkere. Etc....

Jeg tømte alt løsøret ud af båden, så det lå i en stor spraglet dynge på bådopbevaringspladsen. Jeg begyndte at sortere. En del var ubrugeligt og måtte kasseres, noget havde affektionsværdi og tog plads i mit hjem - askebægeret for eksempel. En meget let og smuk glasgenstand. Resultatlisterne blev samlet og lagt i en mappe, sammen med de øvrige oplysninger om båden jeg havde fået overdraget i forbindelse med handlen. Gamle kvitteringer på sejl fra en sejlmager, hvor telefonnummeret har så få cifre, at man ser en omstillingsdame for sig. Et sort/hvid foto af båden fra den storhedstid. Alt sammen små spor af en fortid.

Jeg opbevarer en del genstande, der kan tages i brug igen, når skibet bliver søsat. Tovværk, fendere og andet. En lampe fra kahytten har jeg måttet kassere, da metallet var blevet så sprødt, at flager faldt af, da jeg tog den op og studerede den, så den an og betragtede en æstetik, der for længst er gået af mode.

På den måde er ting forvitret, ting genetableret og ting smidt ud. Listen er længere end det jeg beskriver her, og en endelig optælling vil tage form senere. Af alle de genstande jeg har smidt ud, huske jeg naturligvis kun en smule. Det er erindringens lov.

Portos - en lang historie

Da jeg stod i lære på Kalundborg Bådebyggeri omkring årtusindeskiftet, fandt jeg denne smukke båd. Den havde stået sikkert og tørt i en hal på kanten af Amager, og jeg faldt for de klassiske linjer, det fine håndværk, for muligheden af at genetablere og restaurere det fine skib med det litterære og eventyrlige navn: Portos. Alle mahogny overflader var lakeret i fordums tid med old fashion olielak, der dækkede det matrøde træværk fra cockpittet og frem til fordækket. Sine stedet var lakken skrællet af, og træværket stod gråt og indtørret med sprækker og åbninger til følge. jeg skulle finde ud af at den tidligere ejer - vidst en afdød malermester (?), havde kunnet sit håndværk, og olielakken var trængt så godt ind at der skulle en temmelig grundig slibning med groft papir på båndpudseren til, før jeg efter mange timers arbejde var i bund, og stod med smukke næsten gulligtbrune marhonyoverflader og kunne gå igang med bejdsningen.
Dette arbejde var dog ikke det første jeg gik til. Da båden for ti år siden ankom til Østhavnen i Kalundborg, netop hvor færgerne ligger til, hvor strømmen af biler og lastbiler til og fra Jylland kommer og går med afgang - og ankomsttiderne, stod jeg og betragtede mit nyerhvervede skib. Med den blå vams over skuldrene, de nogen indbegsede arbejdssko og et ungt godtroende ansigt, gik jeg i krig med skraberen og startede med at gå i bund under vandlinjen. Jeg fik skrabet ned, slebet til og skiftet kølplanker. Fik det skørrådne lærketrø hugget væk og efterses svøbene. Der var ingen svamp, det der skulle skiftes, var mørnet af tid. Jeg nulrede de sorte træsplinter og fik det brede stemmejern lagt an, huggede ud, skar væk og kunne komme til med kobenet. De halvtreds år gamle bronsjeskruer var som nye! De fejlede absolut intet.
Med tiden fik jeg lavet et nyt ror. Kørte på savværket i Dianalund og valgte krumvokset eg til den karakteristiske hals, der smyr sig op langs spidsgatternes buttede ende. Jeg fik skåret tømmeret op på båndsaven, tilpasset og slog stukbolte i med fedt og kontinuerlige slag med muggerten.
Jeg fik ordnet fribordet - sådan nogenlunde, og da min læretid var forbi havde jeg fået lagt en del timer i Portos. Så svigtede jeg min båd et par på grund af udlængsel, og tog en tur på valsen. Arbejdede og nød solen i Sydfrankrig, hvor millionærskibene skulle have skiftet aptering, teakdæk der intet fejlede skulle fjernes og erstattes med nyt regnskovstræ. Jeg havde en god tid, og glemte mit gamle historiske og lidt omfangsrige projekt, der stod på havnen i Kalundborg under sin blå presenning og anglede efter vedligehold.
Igen hjemvendt til Danmark, fik jeg Portos rykket til mere sydlige himmelstrøg. Nemlig ned på kanten af en roemark på Lolland, hvor den fortsat står.
Jeg har skiftet et par planker mere, har fået alt lak- og bejdsearbejde overstået, og netop denne sommer skiftede jeg det gamle lærredsdæk, med tyk og god kvalitetslærred indkøbt hos Boesner i Tyskland. I sommersolen stod jeg altså med udsigt til det grønne land og havet langt ude, med kobbertacks og hammer og trak lærred over de grønmalede sildekassebrædder der danner underdæk. Det hele blev malet og båden dækket til for vinteren. Til foråret, der ikke er langt væk, skal jeg igang med det sidste, før Portos igen er klar til bølgen den blå. Jeg skal have lavet skydekapper og jeg skal have monteret alt løsøret. Skvatlisterne ligger nylakerede inde i den gamle stald, og skruer og værktøj hopper for at komme ud.
Når jeg i løbet af denne sommer når til det punkt, hvor skibet faktisk er tilbage i god form, når jeg frem til riggen. Rundholterne trænger i alvor grad til en omgang, og alt hvad det måtte have været af sejl og fald og skødder er forsvundet. Spil har jeg ingen af, og den slags skal finde, før båden igen er sejlklar.
Men med disse ord - velkommen til denne blog om Springer Spidsgatteren Portos, konstrueret af Hansen, og første gang søsat i 1946. Båden er reddet og vil snart kunne ses krydse afsted et sted på et dansk sund eller i et havneløb med en lav eftermiddagssol over bommen. Om alt går vel...