Bogen Læretid og skibet Portos

Båden Portos anskaffede jeg i 2001 ca. Manuskriptet Læretid opstod som en tilfældighed.
Da jeg gik på Forfatterskolen, skrev jeg en tekst om Kysthospitalet på Røsnæs og om at pendle til og fra Vestsjælland. Den blev siden trykt i den Blå Port, og et par opmærksomme læsere (Thomas og Thomas) sætte mig på sporet af en kommende bog med deres kommentarer, af at der skete noget i linjernes forbandt.
Jeg tog det til mig. Skrev knap hundrede sider. Teksterne var præget af en sanselighed der måske, måske ikke, klædte dem. De var på sin vis for sansede. Havde noget impressionistisk over sig. Inden under alle iagttagelserne lå der en fortælling der var større, der skulle foldes ud. Jeg gik igang. Rykkede rundt, omskrev, forandrede, satte karakterer i spil, stregede dilemmaer op. Skar fra, satte til, lim, skruer, tømmer. Projektet har tendes til at strække sig. Til at finde sit leje i tilværelsen og blive en slags vilkår. Det er det der gør Portos og Læretid til en slags ligeværdige. Det er det der gør, at det ene ikke rigtig bliver færdig uden det andet. Men nu i høsten 2010 sad jeg så med udsigt til markerne og høstmaskinerne og skrev mig ind på teksten for tiende gang. Og nu ligger det der. Som en stak papirer. Materielt. Virkeligt med de sorte, blækfyldte indridsninger, der minder mig om, at skriftsprog startede som en proces hvor man huggede noget ud af verden, ud af materialet, for at frembringe betydning og kommunikere. Nu tilføjer man. Hugger materiale ind i materialet - ind i verden.
Og Portos? Den står i sit stativ og alting nærmer sig.

På billedet herunder er den en blå plet til højre.



Teksten der satte gang i skriveprocessen:



Da han startede i lære på havnen, flyttede han derud. Forsøgte at falde til ro, men måtte altid gå lange aftenture ud på Røsnæs for at få tiden til at gå, for at få tankerne på afstand. Ved Kysthospitalet satte han sig på den store murede terrasse, hvor de syge førhen sad i liggestole med tæpper om benene og trak den friske havluft ned i de tuberkuløse lunger. Der sad han ved de forladte bygninger og kiggede ud over vandet, ud på bøjerne, der afmærkede sejlrenden, på jollerne med fritidsfiskere, der satte garn langs kysten, og sejlbådene onsdag aften, når der var kapsejlads. Færgerne, katamaranerne skød ind gennem fjorden, og hækbølgen fik vandet til at slå voldsomt op over land.
Hospitalet havde stået tomt i en del år. Der havde været asylcenter engang, graffitierne over de lange keramikhåndvaske på badeværelset. Lortedanmark stod der et sted. Dansker hund. I en toiletdør havde nogen ridset Somalia. Centeret var lukket, og bygningerne havde man forladt. Der var planer om at lave det til andelslejligheder. Dyre lejligheder med egen strand. Med udsigt til Asnæs.
Han gik i de forladte bygninger, op ad trapperne, gennem gangene. Væggene var dekoreret med lange naturalistiske malerier, der skallede af de fugtige vægge. I kælderen så han saltudtrækninger fra stenene, de blottede mursten og de indfaldne fuger.
Han flyttede derfra og begyndte at pendle. Han købte en bil. Begyndte at køre og ramte landevejen hver morgen klokken halv syv, skiftede radiokanal, passerede gårdene og sidevejene, kunne skiltene udenad, Holbæk.
To gange om ugen kørte han ind for at tanke på en ubemandet tankstation, der lå og lyste op midt i landskabet. Der var sjældent andre. Dog hændte det, at der holdt en lastbil. Den holdt ved dieselstanderen, chaufføren stod lidt væk og røg, pissede i hækken ved skuret, daskede med armene for at få varme i dem. Den holdt der altid, når han ankom, og han så den aldrig køre. Hanen sad i hullet og passede sig selv. Der sad en knap i håndgrebet, en pal man kunne skyde frem, men den lærte han aldrig at bruge som lastbilchaufføren. De hilste aldrig. Det var, som om chaufføren hverken så ham eller hans røde Golf. Det gav ham en mærkelig fornemmelse af ikke at være til, af at det ikke var virkeligt, at han stod der i lyshavet midt på en mark i blå arbejdsbukser og med vamsen, sikkerhedsskoene og kasketten. Når han var færdig med at tanke, satte han sig ind, startede og kørte mod udkørslen. Altid før lastbilen.
Der var morgener med snestorm. Striberne langs vejen forsvandt under fygesneen, mørket var totalt, lygterne kunne ikke hamle op med uvejret, og han kørte derfor med nedsat hastighed, langsomt fremad mod rundkørslen uden for byen og Novos fabriksanlæg. Disse morgener havde han det, som om han var alene i verden, som om han var den eneste, der bevægede sig ud. Tit spurgte han sig selv hvorfor. Det var lige før, han begyndte at tude. Alligevel var det bedre end at bo derude. Bedre end værelset på gangen med ingeniørnaboen, der netop var uddannet. Den lille mand, der bare havde fået et arbejde. Der bare skulle i gang efter studierne på DTU. Der havde bosat sig i Vestsjælland, fordi det kunne være det samme.
Der boede fire andre. En pige, der elskede diskoteket nede på torvet. Engang kom hun hjem fra byen og fortalte, at hun var blevet voldtaget. Da han spurgte til det og tilbød hende sin hjælp, kiggede hun på ham og ignorerede, hvad han havde sagt. Det var, som om hun var ligeglad, som om det ikke betød noget for hende. Det forstod han aldrig. Hende forstod han aldrig.
Han forstod ikke nogen af de mennesker, der boede på den gang.
Han forstod ikke den by. Derfor flyttede han tilbage til København. Men jobbet beholdt han. Der havde han det godt. Når han først havde åbnet døren og var trådt indenfor, havde sat sig og drukket sin morgenkaffe, når han sad der morgen efter morgen og kiggede ud på det samme hjørne af Østhavnen. Industribygningerne og kranerne. Prammene med tømmer.
Det at åbne værkstedet, tænde på hovedkontakten, høre fyret gå i gang, radioen, lamperne i loftet. Det gav et sus gennem det store rum, en varmebølge, lys og stemmer. Men det bedste var at slå døren op ud til pladsen. At mærke frosten på beddingen. Han arbejdede der. Folk holdt af ham og var glade for hans indsats. Derfor blev han.
Det var et fællesskab. Han følte, at han var uundværlig. Det var han ikke. Men følelsen var reel, og når han mødte folk inde i byen, var han stolt. Ret i ryggen af styrke. Det gav mening for ham, fordi han kunne noget. Han kunne sidde på dækket af en fiskekutter og tage ri til skanseklædning, mens fiskeskipperen sad på kajen og snakkede, spurgte. Jargonen kunne han, nød at være til helt fundamentalt.
Han hørte til der. Alligevel glædede han sig til friheden på den anden side. Talte dagene. Så og så mange uger og måneder. Især på de sløve dage uden for sæsonen. De dage, der gik med at feje, rydde op, feje igen.
Kan du køre bil? blev han spurgt.
Nej, svarede han. Jeg har ikke kørekort.
Men kan du køre bil?
Det lærte han, og han blev sendt af sted. I pickuppen efter tømmer, eg og lærk. Krumvokset til spanter, retvokset til planker. Mahogni til den smule aptering de lavede. Det hele blev stakket op ude i teltet. Langs siderne hang der master og bomme med vanter og tovværk kvejlet op og bundet fast med flagline. I et hjørne stod en gammel Long John, en jolle hang under spærerne, begvognen stod sort og stinkende ved en palle fyldt med bly, der skulle smeltes om ved lejlighed. Den sorte hårde beg i 20 kilos kasser, bunsenbrænderen og handskerne, kostene, de brugte til at fylde den opvarmede sorte tjære i nådderne mellem plankerne. De specielle trækvogne med lang styrestang, de kørte tømmer på. Alt stod klart og alligevel gammelt og emmede af funktion. Der var tale om en tidslomme. I det telt kunne han sidde i de små improviserede pauser på de sløve dage og ryge sig en hjemmerullet.
Det var en ensom tid. Hans gamle venner holdt op med at ringe. – Når du ikke er her, så glemmer man dig, var der en, der sagde. Det var en erfaring. Selvfølgelig handlede det også om, at han selv havde vendt det ryggen, var trådt ud af det normale sociale mønster og var startet i lære. Men det var en erfaring at blive glemt. Det gav ham frihed til at ændre sig, til at blive en anden. En håndværker. Han fik frihed til at blive en mand. En traditionel mand, der gjorde sit arbejde, der var træt om aftenen. Det holdt bare ikke. Han var lige så ulykkelig, som han var lykkelig, lige så meget på udebane og fremmed, hjemløs, som han var glad, hjemme i sit arbejde, stolt. Alt var et sammenstød. To verdner der tårnede sig op mod hinanden og pustede og skubbede for at komme til. Det hændte, at han var lige ved at tude, og til sidst begyndte han at tude, at råbe, at smide med sit værktøj og brøle af sin mester, der egentlig ikke havde gjort noget galt. Han var ulykkelig over konsekvensen af sit valg, over at have mistet lige så meget, som han havde fået. Troede han. I sidste ende havde han vundet. Det var bare svært at se inde bag åndedrætsværnet, inde bag alt beskyttelsesudstyret, inde midt i det støvede og støjende inferno, når han på tredje måned sleb glasfiber på kølskadede lystbåde. Når han lå på sine knæ i en kapsejler og støbte bundstokke, spændte kølbolte på moment, tjekkede studser og vandindtag. At gennemleve alt det trivielle, indelukkede og klaustrofobiske gjorde, at han aldrig siden har følt sig udfordret for alvor. Det var bare svært at se gennem tågerne af kemikalier, gennem det skinnende støv, der hang i luften, i solskinnet fra ovenlysvinduerne. Det glimtede som krystaller, det lugtede kemisk sødt, når han bagefter tog masken af i den anden ende af rummet, og støvet fra den hvide sikkerhedsdragt hvirvlede op.